Print 
              
    
 
Du er her: Hjem: Skiftende udstillinger: Tidligere udstillinger: Udstillinger 2006: Når fremmede kommer til : Når fremmede kommer til
 
Når fremmede kommer til
Indvandring og kulturmøde gennem tiderne med Kolding som eksempel

Udstilling 16. september – 19. november
 
Hent inspiration og oplev mødet med det fremmedartede, som det krystalliserer sig i Kolding både før - og lige her og nu.
 
Fokus for udstillingen er mødet mellem forskellige kulturer, og hvordan vi opfatter hinanden. Udstillingen tager afsæt i det multikulturelle befolkningsgrundlag, der i dag stadig skaber Kolding.

EKSOTISK DUFT
Fremmedartede krydderier og andre eksotiske varer har været populære i århundreder. Det ukendte vækker nysgerrighed, og fremmede elementer optages i et lands kultur i en forunderlig forandringsproces. Krydderierne er et fint eksempel, hvor opskrifter i det danske køkken gennem tiderne har været inspireret af påvirkninger udefra – som julens uundværlige  brunkager, der er utænkelige uden f.eks. kanel og nelliker. I fordums tid fragtedes krydderierne møjsommeligt ad søvejen; det tog måneder, det var rigtig dyrt og kostede mange liv. Nu klares transporten på få timer med fly fra andre sider af jorden, og enhver discountbutik fører varer, der ikke dyrkes på dansk jord. Kartofler, kaffe og pizza er ærkedanske, men sådan har det ikke altid været.
Udover maden og dens eksotiske ingredienser er bl.a. mode, musik og de fotos, vi alle har som kære erindringer fra ferier i det fjerne, blandt de mest udbredte kulturmøder – og vi oplever nye spændende variationer, når fremmede kommer til os.
 
KRIG OG KÆRLIGHED 
De to mest udbredte årsager til, at man flytter sig fra sit fødeland til et nyt hjemland, er krig og kærlighed. Jo større kulturforskel jo længere integrationstid er en gammel erfaring, der kan høstes af i vor tids globaliserede og multikulturelle verden.

”Spaniolerne” er et berømt eksempel fra Kolding: Koldinghus brændte i 1808, fordi vore allierede, Napoleons spanske hjælpetropper, frøs og fyrede for hårdt i en kamin, og brandvagten virkede ikke efter hensigten. Soldaterne var her kun i kort tid, men trak et spor af sejlivede myter efter sig. Mange danskere med brune øjne og tilknytning til Kolding-egnen tror sig i slægt med en ukendt spansk soldat. Drømme har man jo lov at ha'.
Vor tids flygtninge og andre indvandrere kommer ofte langvejs fra med en kultur i bagagen, der ligger fjernt fra danske traditioner og mentalitet. Dette kulturmøde er en udfordring og et tema i udstillingen.
 
MULTIKULØRTE KOLDING
Tidligere var det især forbeholdt sømænd, handelsfolk og håndværkere, unge adelsmænd og kunstnere på dannelsesrejser samt konger på diplomatisk mission at færdes i den store verden. Mest fremmede var måske dronningerne, der for alliancernes skyld blev bragt til landet i arrangerede ægteskaber, og kun sjældent sås et ansigt, man ikke kendte – og da slet ikke nogen med en ”forkert” hudfarve eller religion.
Nu ser verden anderledes ud. En globaliseret verden med øget samhandel, ferierejser, krige, satellit-tv og internet tegner helt nye perspektiver og afhængigheder. Der er konflikter mellem verdensdele, religioner og generationer, som ganske almindelige mennesker ønsker sig foruden.
Lige nu er fokus mest på forholdet mellem Islam/Kristendom, men generationskløfter er evigt aktuelle, hvor hip-hop-kulturen er et fornemt eksempel på, hvor galt det kan gå! Ungdommen er nemlig håbløs, uanset om navnet er Maria, Mikkel eller Muhammed … og har altid været det ifølge de gamle grækere. Sådan er det vel også i Kolding? Udstillingen spørger, om der kan eller skal gøres noget ved det! Vor tids ungdomskultur er ofte et kulturmøde i sig selv, og derfor et multikulturelt fænomen, der ikke altid umiddelbart kan forstås af den ældre generation.
 
FAKTA
Projektet er iværksat af Integrationsrådet i Kolding Kommune. Udstillingen vises med støtte fra Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond til humanitære og kulturelle formål, Fabrikant Mads Clausens Fond og Danfoss A/S, Hotel Koldingfjord, Integrationsministeriet, Integrationsrådet i Kolding Kommune, Kulturministeriets Provinspulje, Rambøll Danmark A/S, Vejle Amts Kulturpulje samt anonyme givere.
Udstillingen er højaktuel i forhold til den danske og internationale debat og skabte i 2005 politisk røre i hele landet, da den længe før sin realisering gav anledning til debat om det såkaldte armslængdeprincip.
Udstillingen skulle have været vist i foråret, men måtte udsættes på grund af projektlederens sygdom. Etnografen Anders Fihl har overtaget projektet fra april 2006.

Tilbage til forsiden

 



Museet på Koldinghus | Markdannersgade 11 | Postboks 91 | 6000 Kolding | Tlf. 76 33 81 00
E-mail: museum@koldinghus.dk | Åbningstider | Print